Download eksemplet på projektmappe
Denne vejledning lærer dig, hvordan du finder den sidste værdi i kolonne eller række i Excel.
Sidste værdi i kolonne
Du kan bruge LOOKUP-funktionen til at finde den sidste ikke-tomme celle i en kolonne.
| 1 | = LOOKUP (2,1/(B: B ""), B: B) |
Lad os gå igennem denne formel.
Delen af formlen B: B ”” returnerer et array, der indeholder True og False -værdier: {FALSE, TRUE, TRUE,…}, testning af hver celle i kolonne B er tom (FALSE).
| 1 | = LOOKUP (2,1/({FALSK; SAND; SAND; SAND; SAND; SAND; FALSK; …), B: B) |
Disse boolske værdier konverteres til 0 eller 1 og bruges til at dividere 1.
| 1 | = LOOKUP (2, {#DIV/0!; 1; 1; 1; 1; 1;#DIV/0!;, B: B) |
Dette er opslag_vektoren for LOOKUP -funktionen. I vores tilfælde er opslagsværdien 2, men den største værdi i opslag_vektoren er 1, så LOOKUP -funktionen matcher den sidste 1 i arrayet og returnerer den tilsvarende værdi i result_vector.
Hvis du er sikker på, at du kun har numeriske værdier i din kolonne, starter dine data fra række 1 og dit dataområde er kontinuerligt, kan du bruge en lidt enklere formel med INDEX og COUNT -funktionerne.
| 1 | = INDEKS (B: B, TÆL (B: B)) |
TÆLPE -funktionen returnerer antallet af celler, der er fyldt med data i det kontinuerlige område (4), og INDEX -funktionen giver således værdien af cellen i denne tilsvarende række (4.).
For at undgå mulige fejl, når dit dataområde indeholder en blanding af numeriske og ikke-numeriske værdier eller endda nogle tomme celler, kan du bruge LOOKUP-funktionen sammen med ISBLANK- og NOT-funktionerne.
| 1 | = LOOKUP (2,1/(IKKE (ISBLANK (B: B))), B: B) |
ISBLANK -funktionen returnerer et array, der indeholder True og False -værdier, svarende til 1’er og 0’ere. NOT -funktionen ændrer sand (dvs. 1) til falsk og falsk (dvs. 0) til sand. Hvis vi vender dette resulterende array (når vi deler 1 med dette array), får vi et resultat array, der igen indeholder #DIV/0! fejl og 1’er, som kan bruges som opslagsarray (lookup_vector) i vores LOOKUP -funktion. LOOKUP -funktionens funktionalitet er derefter den samme, som den var i vores første eksempel: den returnerer værdien af resultatvektoren på positionen for de sidste 1 i opslagsarrayet.
Når du skal returnere rækkenummeret med den sidste indtastning, kan du ændre formlen, der blev brugt i vores første eksempel, sammen med ROW -funktionen i din result_vector.
| 1 | = LOOKUP (2,1/(B: B ""), RÆK (B: B)) |
Sidste værdi i række
For at få den sidste ikke-tomme celles værdi i en række fyldt med numeriske data kan du bruge en lignende tilgang, men med forskellige funktioner: OFFSET-funktionen sammen med MATCH- og MAX-funktionerne.
| 1 | = OFFSET (Reference, rækker, kolonner) |
| 1 | = OFFSET (B2,0, MATCH (MAX (B2: XFD2)+1, B2: XFD2,1) -1) |
Lad os se, hvordan denne formel fungerer.
MATCH -funktion
Vi bruger MATCH -funktionen til at "tælle", hvor mange celleværdier der er under 1 + maksimum for alle værdier i række2 fra B2.
| 1 | = MATCH (opslagsværdi, opslag_array, [match_type]) |
| 1 | = MATCH (MAX (B2: XFD2)+1, B2: XFD2,1) |
Opslagningsværdien for MATCH -funktionen er maksimum for alle værdier i række2 + 1. Da denne værdi naturligvis ikke findes i række2, og matchtype er indstillet til 1 (mindre end eller lig med opslagværdi), returnerer MATCH -funktionen sidste "kontrollerede" celles position i arrayet, det vil sige antallet af celler fyldt med data i området B2: XFD2 (XFD er den allersidste kolonne i de nyere versioner af Excel).
OFFSET funktion
Derefter bruger vi OFFSET -funktionen til at få værdien af denne celle, hvis position blev returneret af MATCH -funktionen.
| 1 | = OFFSET (B2,0, C4-1) |
